Når tandlægebesøget er en kæmpe sejr

Når tandlægebesøget er en kæmpe sejr

I dag har jeg været ved tandlægen. Det lyder måske ikke som den største nyhed i verden for de fleste, men for mig er det en kæmpe ting! Og det er ikke bare fordi, det er tandlægen – det er fordi, jeg har gjort det selv.

Jeg fandt selv en ny tandlæge.
Jeg bestilte selv tid.
Og jeg sørgede selv for at få en voksen med.

Det lyder simpelt, men det er det ikke, når man bærer rundt på traumer og møder situationer, der kan vække gamle følelser af at være fanget og presset.

Hvorfor en ny tandlæge?

Min gamle tandlæge gjorde noget, der føltes som et overgreb – selvom min journal tydeligt siger “PT. ER PSYKISK”. Hun overskred mine grænser så voldsomt, at jeg til sidst var nødt til at flytte hendes hånd. Det var mit punktum. Efter den oplevelse var hun ikke længere min tandlæge.

For mig var det her et stort skridt. Når man arbejder med traumer, er det vigtigt at tage kontrol over situationer, der trigger én. Jeg har en aftale med mig selv: Jeg må godt stoppe midt i en tandbehandling og gå, hvis det bliver for meget. Det har konsekvenser, ja. Men det er ultimativt mig, der bestemmer.

At tage kontrollen tilbage

For nylig rejste jeg mig og gik fra en anden situation, der triggede mig. Det var nødvendigt. Og ja, det har konsekvenser – men de konsekvenser betyder mindre, fordi jeg fik noget langt vigtigere tilbage: min integritet og min kontrol.

Jeg er vokset op med sætninger som:
“Har du sagt A, må du også sige B.”
Men ved du hvad? Det er ikke sandt for mig. Der er situationer, hvor man har lov til at sige: “Fuck nej.”

Fejr de små og store sejre

I dag gik jeg til tandlægen – med støtte fra en voksen, jeg selv valgte. Jeg gjorde det på mine præmisser, fordi jeg har lært, hvor vigtigt det er at værne om mine egne grænser. Det er en kæmpe sejr for mig. En lille bid af kontrollen, taget tilbage én situation ad gangen.

En kærlig påmindelse til os selv

Jeg lavede et kort til Susanne som kørte mig og var den voksne støtte, jeg havde brug for. Kortet er også en kærlig husker til mig selv – og måske til dig, der læser med:

“Du SKAL ikke sige B. Du må godt sige FUCK NEJ.”

Kære læser, husk at fejre dine små sejre. Selv et tandlægebesøg kan være en milepæl, når det handler om at tage kontrollen tilbage. Og du bestemmer altid, hvor grænsen går.

🩷 Til os, der kæmper lidt ekstra. Du gør det godt!

Har du nogensinde følt, at du måtte tage kontrollen tilbage i en lignende situation? Del gerne – det er så vigtigt at huske, at vi ikke står alene.

 

Andre har også læst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *