Hvorfor jeg har sagt farvel til SLS og SLES i min shampoo og sæbe

Hvorfor jeg har sagt farvel til SLS og SLES i min shampoo og sæbe

Jeg har altid elsket følelsen af en skummende shampoo og sæbe, der giver en følelse af renhed. Men jeg har efterhånden lært, at den skummende fornemmelse ofte skyldes ingredienser, der ikke nødvendigvis er gode for hverken huden, håret eller miljøet. Her taler jeg om Sodium Lauryl Sulfate (SLS) og Sodium Laureth Sulfate (SLES) – ingredienser, der ofte gemmer sig i almindelige shampooer og sæber. Selvom de gør deres job effektivt, er der en bagside af medaljen.

Hvad er SLS og SLES?

SLS og SLES er stærke rensemidler, der fjerner snavs og olie ved at skabe skum. De bruges i alt fra shampoo til rengøringsmidler, fordi de er effektive og billige at producere. Men denne effektivitet kommer med en pris. Disse stoffer fjerner ikke kun snavs og olie, men også hudens og hårets naturlige beskyttende lag. Resultatet? Tør hud og hår, der føles udpint.

Min oplevelse med sulfater

Jeg har prøvet shampooer og sæber, der i starten føltes fantastiske, men efter et par dages brug begyndte min hud at reagere. Tørhed, irritation og en stram fornemmelse blev pludselig hverdag. Min hovedbund blev også påvirket – den kløede og føltes konstant irriteret. Det gik op for mig, at de sulfater, der var i mine produkter, ikke gjorde min hud og mit hår nogen tjenester.

Den skjulte fare: 1,4-dioxan

En anden bekymring ved SLES er, at det under produktionen kan skabe et biprodukt kaldet 1,4-dioxan, som er mistænkt for at være kræftfremkaldende. Selvom der findes regler for at reducere denne forbindelse i produkter, føles det ikke betryggende at bruge noget, der potentielt kan skade både kroppen og miljøet.

Miljømæssige konsekvenser

SLS og SLES er heller ikke særligt miljøvenlige. De er svære at nedbryde og kan ende i naturen, hvor de påvirker vandliv og økosystemer. Når vi skyller dem ud i afløbet, påvirker vi mere end bare os selv. Jeg vil helst undgå at bidrage til skader på miljøet, især når der findes gode alternativer.

Mildere alternativer

Heldigvis findes der vaskeaktive ingredienser, der er mere skånsomme mod både huden og miljøet. Lige nu har jeg på hylderne shampoos, hvis vaskaaktive ingredienser er:

Produkter fra Silmachy:

  • Sodium Cocoyl Isethionate – Mildt skummemiddel afledt af kokosolie, der renser skånsomt uden at udtørre.
  • Sodium Coco-Sulfate – Skummiddel afledt af kokosolie, der effektivt fjerner snavs og olie uden at strippe håret for fugt.
  • Cocamidopropyl Betaine – Mildt rengøringsmiddel afledt af kokosolie, som forbedrer skum og virker anti-irriterende.
  • Coco-Glucoside – Mildt skummiddel afledt af kokosolie og sukker, som er skånsomt mod huden og hovedbunden.

Produkter fra Shampoobars.nl:

  • Sodium Cocoyl Isethionate: Mildt skummemiddel afledt af kokosolie.

Produkter fra Mind the Trash:

  • Sodium Cocoyl Isethionate – Mildt skummemiddel afledt af kokosolie, der renser uden at udtørre.
  • Decyl Glucoside – Skånsomt og naturligt rensemiddel, der er mildt mod huden og hår.

Helt ærligt?

Det er lidt af en jungle, og jeg vil på ingen måde udråbe mig selv til ekspert! Jeg har bare nørdet lidt og brugt min sunde fornuft. Og så kan jeg altså bare mærke, at når jeg en sjælden gang vasker hænder i andet end min egen gode sæbe, så føles huden stram, på samme måde som jeg husker det, fra dengang jeg brugte ‘mild sæbe i flydende form’.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *